Bedste tip til vegansk mad til baby

Der er mange gode grunde til at være veganer, og veltilrettelagte vegetariske og veganske diæter er sunde, ernæringsmæssigt tilstrækkelige og kan have en lang række sundhedsmæssige fordele. Der er dog en del ting du skal være særlig opmærksom på, ikke mindst hvis du vælger vegansk ernæring til din baby.

Vi har udover sundhedsstyrelsens anbefalinger kigget på anbefalingerne i Sverige, Norge, USA og England, og giver nedenfor tip til hvad du skal være ekstra opmærksom på som veganer hvis du er gravid og hvis du vælger at ernære din baby som veganer. Husk at det altid er en god ide at spørge sundhedsplejersken eller en diætist.

Hvad skal jeg spise som gravid veganer

  • Tilskud af folinsyre bør tages fra du planlægger at blive gravid og de første måneder i graviditeten for at undgå skader på fostret. Kan tages som kosttilskud og findes desuden naturligt i bl.a. soyabønner, grønkål, broccoli, jordbær, avocado og mandler.
  • Tilskud af jern fra 10. uge og resten af graviditeten. Fås som kosttilskud og findes desuden i linser, kikærter, bønner, tofu, cashewnødder, chiafrø, hampefrø, kål, tørrede abrikoser, quinoa, soyabønner og andre bælgfrugter. Husk at vegetabilsk jern optages bedre i kombination med C-vitamin.
  • Spis rigeligt med mad med højt kalcium indhold eller tag som kosttilskud.
  • Dagligt tilskud af D-vitamin
  • B12 vitamin er helt essentielt for at din baby kan vokse og udvikle sig. Der er ingen naturlig vej til at få B12 vitamin som veganer, så sørg for at få B-12 i kosttilskud.
  • Sørg for at inkludere kilder til omega-3 i kosten.
  • Begræns koffein til max 2-3 kopper kaffe daglig. Undgå alkohol og tilskud med A-vitamin.

Hvad skal jeg spise som ammende veganer?

  • Drik rigeligt væske
  • Det kræver ekstra protein og zink at producere mælk, så sørg for at dine måltider er sammensat rigtigt ved f.eks. at spise bønner, kikærter, linser, tofu, cashew nødder, chiafrø, hampefrø, quinoa.
  • Når du ammer har du brug for næsten 80% større indtag af kalk end andre voksne, så det er vigtigt enten at få et kalktilskud eller spise rigeligt med kalcium-beriget kost.
  • Tilskud af B12 vitamin og D-vitamin
  • Omega-3 supplement

Vegansk mad til små børn

For alle børn anbefales det, at de udelukkende ammes de første 6 måneder. For veganske børn anbefales det, at de ammes delvist til de er 2 år. Alternativt at der suppleres med modermælkserstatning til de er 2 år. Dette er meget vigtigt, da de plantebaserede alternativer til mælk ikke indeholder den tilstrækkelige næring.

Det første år har baby brug for meget mere energi end voksne, og skal altså have væsentlig flere kalorier end du umiddelbart får af en vegansk kost, der især er rig på kostfibre. Fra 6-12 måneder skal 30-45% af energien komme fra fedtstoffer, hvorfor det er meget vigtigt at tilsætte olier i grød og mos, under pålæg osv. Kostfibre fylder meget i maven og det kan betyde, at et lille barn har svært ved at få energi nok, da det bliver mæt før det har fået tilstrækkeligt med kalorier. Det er derfor meget vigtigt at sikre, at kosten er rig på sunde fedtstoffer som f.eks. vegetabilske olier og avocado.

Tip til vegansk ernæring til baby og småbørn

  • Delvist Amning eller modermælkserstatning de første 2 år
  • Hverken soyadrik eller havredrik indeholder tilstrækkeligt med næring. Risdrik frarådes helt til børn grundet indholdet af arsen, der er kræftfremkaldende.
  • Tilsæt vegetabilske olier i grød og mos. 30-45% af energibehovet skal komme fra fedt.
  • Mindsk indtaget af kostfibre, der hindrer at barnet får tilstrækkeligt med kalorier og desuden hæmmer optagelsen af visse vigtige mineraler.
  • Kartofler, lyst brød og grød lavet på majs eller hirseflager anbefales for at mindske indtaget af kostfibre.
  • Tilskud af D-vitamin.
  • Tilskud af B12 vitamin fra 6-måneders alderen.
  • Sørg for at kosten er varieret.
  • Hold tilbage med mængden af rosiner, der kan indeholde skadelige stoffer. 

Som altid gælder det selvfølgelig også, at det er vigtigt at spise varieret, og at det altid er en god ide at tage en snak med sundhedsplejersken.

Vi anbefaler at du kigger på denne piece, der er en rigtig god kilde til information: http://diaetist-felding.dk/artikler/spaedboernspjece

Måske har du også lyst til at læse mere om tip til at give baby sutteflaske eller få svar på spørgsmålet om mikrobølger er farlige for opvarmning sutteflasker.